
En række unikke truganlæg fra EMO erstatter affedtning baseret på triklor. I stedet anvendes miljøvenlig modificeret alkohol (Dowclene 1601), der afrenser emnerne mindst lige så godt som triklor. Ydermere sker hele processen under vakuum, så udslip af dampe fuldstændigt undgås.
Programmet supplerer EMO’s tilsvarende anlæg med kurve. Ved svære urenheder på emner, f.eks. emulsioner og polervoks, er det en fordel at kombinere affedtning med alkohol efterfulgt af en vandbaseret kemisk rensning med dyp, spuling eller ultralyd afsluttende med dampaffedtning og vakuumtørring. Første trin med modificeret alkohol fjerner olie og fedt, hvorefter den vandbaserede kemi renser emnerne for salte m.v. Den afsluttende vakuumtørring sikrer 100 pct. tørre emner – også på utilgængelige steder som bundhuller og lignende.
Anlæggenes størrelse kan tilpasses, så de kan indgå i f.eks. en traditionel dyppelinje. Eller opbygges efter de krav, som emnerne stiller. Eksempelvis har EMO bygget anlæg til affedtning og rensning af op til 15 meter lange rør.
